Maskeklædte figurer, tyre, fugle og alskens fabeldyr befolker Marianne Kjærs billedunivers, hvor de indgår i eventyrlige og polykrome narrativer. Handlingen er ikke entydig, men består af mange små historier, der udspiller sig på forskellige planer og beskueren indbydes til at gå på opdagelse i de mange narrative lag.

Den skabende proces sker for hende med afsæt i mediet og farven, og med udgangspunkt i disse lader hun motivet udvikle sig. Hun arbejder primært med akryl, ofte iblandet sand så overfladen får mere struktur, og bruger mediet udforskende og eksperimenterende. Hendes sans for de forskellige materialer og mediers potentiale ses tydeligt i hendes grafiske tryk, hvor hun f.eks. arbejder med forskellige farvekompositioner trykt som monotypier i kombination med blyantens mere definerede grafiske udtryk.   

I værkerne skinner et tydeligt fokus på bevægelse og dynamik igennem. Figurerne snor sig i komplekse kompositioner og de mange forskellige elementer befinder sig ofte i et udefineret rum, der placerer scenen uden for tid og sted. Med ekspressive penselstrøg og en kraftfuld farvepalet skildres små og store betragtninger om eksistensen.

Marianne er uddannet inden for grafisk design og har siden arbejdet med billedkunsten både som underviser, kunstpædagog og udøvende kunstner.

Tina Kristensen, Kunsthistoriker

GALLERI OVERSIGT:
Marianne Kjær Nissen
Kasmosevej 2 t. 74 44 07 22
Vester Sottrup m. 61 34 65 38
6400 Sønderborg mariannekjaernissen@paradis.dk DetLilleGalleriVedSidenAfKirken.dk